64
64
64
64
64
64
64
64

NYHED - 19. November 2014

Morten Dons nærmer sig Le Mans-debut

Et af de største danske motorsportshåb netop nu, Struerboen Morten Dons, sigter efter at stille til start i den Europæiske Le Mans Serie, ELMS, i 2015. Det er en opgradering af planen om at deltage i det legendariske 24 timers løb på Le Mans i 2017.

Morten Dons har sammen med norske Aleksander Schjerpen i 2014 deltaget i British GT-mesterskabet i en Ginetta G55 GT4, og oprindeligt var planen at køre en sæson mere på de britiske baner, dog i den hurtigere GT3-klasse. Introduktionen af LMP3-klassen i ELMS ændrede imidlertid den unge Struer-kørers planer:

LMP3-klassen bliver sindssygt spændende at være med i. Reglementet er lavet på en måde, der skal holde omkostningerne på et fornuftigt niveau, samtidig med at jeg får muligheden for at vise mit værd på banen sammen med kørere og teams, som enten allerede har været på Le Mans - eller som har samme mål som jeg selv. 

Morten har sæsonen igennem holdt tæt kontakt til Ginetta-fabrikken, som er den første producent der har lanceret en bil til LMP3-klassen. Det har skabt forbindelser til flere teams, der har vist stor interesse for at få den unge vestjydes underskrift:

- Jeg taler konkret med to dygtige, engelske teams, hvoraf det ene har tilkendegivet at det er mig, de vil have i bilen. Det er som altid et spørgsmål om økonomi, men jeg er sikker på at det falder på plads i løbet af relativ kort tid.

Det er et markant skridt opad for Morten Dons, der dermed nærmer sig Le Mans med høj fart. Faktisk kan en debut på banen allerede komme på tale i 2015:

- Som deltager i ELMS bliver man inviteret til at deltage i en af de officielle testdage forud for Le Mans. Det vil helt sikkert blive ét af højdepunkterne næste år - også selvom det “kun” er træning, slutter Morten Dons.