64
64
64
64
64
64

NYHED - 8. October 2014

Wet race på Padborg Park

Der var dømt ballet for sportsvogne, da Skov Motorsport Promotions i samarbejde med racertalentet Morten Dons inviterede til racerevent på Padborg Park.

Tirsdagens vejrudsigt varslede regn og blæst, men det fik ikke lov til at ødelægge den gode stemning. Efter kyndig instruktion i brug af banens små Lotus Elise-racere blev kørerne på de fem hold sendt afsted med flere timers træning foran sig.

Banen var våd og glat, og en håndfuld kørere nåede at holde mod kørselsretningen eller se nærmere på græsarealerne i løbet af træningen.

Over middag blev der kørt Super Pole-konkurrence, hvor en gennemsnitstid afgjorde startrækkefølgen til det forestående løb.

Da løbet blev givet frit, fik nerverne også frit løb - første bil spandt af banen allerede efter første sving - men der blev alligevel kørt flot og sikkert i de krævende vejrforhold.

Undervejs i løbet klarede vejret op og banen tørrede en smule, så omgangstiderne blev også markant bedre … indtil den næste byge ramte den sønderjyske asfalt. Det var i pitten at løbet blev afgjort.

Når en kører kom i pit, skulle holdet skifte to hjul på en opstillet “hjulbænk”, før bilen kunne køre på banen igen. Hold 5 fra Struer-området havde lagt den perfekte strategi for deres pitstop, så da en time var gået og løbet flaget af, var det deres Lotus Elise, der kom først over stregen.

I løbet af formiddagen fik Morten Dons kørt highspeed-ture rundt på banen i en Porsche Boxter i racertrim, og skulle man have troet at man var hurtig i Lotus’en, fik Morten hurtigt én på bedre tanker. Talentet benægter sig ikke! Alt i alt en sjov, hyggelig og lærerig dag, hvor racerkørerne for alvor fik anerkendelse for deres evner på en våd racerbane.