64
64
64
64
64
64

NYHED - 22. June 2015

En svær weekend på Spa

Jan Jønck og RS Competition var i den forgange weekend i aktion på den legendariske Spa-Francorchamps bane i Belgien, og forud for sæsonens 3. løbs-weekend var der optimisme at spore hos både Jan og teamet; Jans hånd var helet fint efter uheldet på Red Bull Ring, og med en ny turbolader på raceren var der god grund til at tro på en weekend med fremskridt.

Desværre skulle det hurtigst vise sig at blive en weekend af de rigtig svære. Uheld på uheld, og en racer som fortsat ikke fungerer helt optimalt, satte en effektiv stopper for Jans forhåbninger om at markere sig positivt på den 7 km lange bane i Ardennerne.

I kvalifikationen gjorde Jan det, på trods af omskiftelige vejrforhold, fornuftigt ved at køre 9. bedste tid i sin gruppe.

I weekendens første løb, som blev afviklet lørdag eftermiddag, kom Jan rigtig godt afsted fra sin startposition, og han havde allerede overhalet 2 konkurrenter, da han bremsede ned til banens første sving. I udgangen af svinget blev han påkørt på højre baghjul, og med et ødelagt hjulophæng kunne han blot trille raceren tilbage til en tidlig parkering i garagen.

Da søndagen oprandt var Jan opsat på at revanchere sig, lørdagens uheld var fortid, og nu skulle der fokuseres på de 2 resterende heats. Desværre sluttede søndagens første løb allerede i første sving. Med en startplacering som nr. 20 gik det denne gang ud over et forhjulsophæng, da han forsøgte at dykke indenom en modstander, som angiveligt ikke havde set ham, og Jan måtte opgive at køre videre.

Eftersom Jan ikke havde fuldført lørdagens heat, skulle han i weekendens sidste heat starte fra 33. pladsen, og med de 2 ærgerlige heats in mente havde hans fokus flyttet sig en del; nu handlede det primært om at fuldføre og få nogle data kørt hjem til teamet. ”Det er én ting, at jeg ikke har fået vist mig frem og fået chancen for at lave et godt resultat på en bane, som jeg havde en god fornemmelse omkring, men også, at vi som team har fået så få data at arbejde med. Derfor handler det nu om at få bilen i mål i det sidste heat, så vi får noget viden og nogle erfaringer med hjem herfra,” sagde Jan således, umiddelbart før han kravlede i bilen.

Jan startede løbet fra 33. pladsen, og det lykkedes ham at holde sig fri af ballade, så han kunne krydse målstregen som nr. 29.

En weekend, som ikke udviklede sig, som Jan og teamet havde håbet på, var slut, og Jan kunne gøre en form for status. ”På mange måder er det her bare en weekend, som skal glemmes. Jeg har rigtig svært ved at acceptere, at jeg konstant skal rammes af uheld, men samtidig håber jeg på, at vi kan lære noget af al den modgang. Det er svært at være et nyt team, og vi har stadig meget at lære.” siger Jan om weekendens strabadser.

”Desværre tyder dataene fra weekendens sidste løb på, at vi på trods af den nye turbolader stadig mangler topfart i bilen. Vi kan ganske enkelt ikke følge med, når det går ligeud, og det skal vi have fundet årsagen til. Der er heldigvis dygtige og engagerede folk på opgaven, så jeg stoler på, at vi nok skal komme igen,” slutter Jan, som i øvrigt ikke har fået mange dage at puste ud i.

Allerede onsdag efter løbsweekenden i Belgien skal der nemlig testes på Eurospeedway Lausitzring syd for Berlin. Det er her, den næste løbsweekend foregår, og teamet har her en kærkommen mulighed for at få lidt forhåndskendskab til banen.

Formel 4 feltet gæster Eurospeedway Lausitzring i weekenden d. 4./5. juli.