64
64
64
64
64
64
64
64

NYHED - 9. September 2015

Folkefest i vente

”Det bliver uden tvivl det vildeste, jeg endnu har været med til. Jeg kan slet ikke vente,” siger Jan om den oplevelse, som venter ham lige om hjørnet.

I den kommende weekend afvikler han sammen med resten af Formel 4 feltet sæsonens 7. løbsweekend, og denne gang er der lagt i ovnen til en ganske særlig oplevelse; Formel 4 skal for første gang agere supportløb for den legendariske DTM-serie, kongeklassen i tysk motorsport.

Det foregår på Motorsport Arena Oschersleben, som allerede én gang i år har haft besøg af Formel 4, og Jan ser på alle måder frem til at vende tilbage til banen ved Magdeburg. ”Det er selvfølgelig en fordel at have kørt på banen før, for nu har vi en masse data at arbejde ud fra. Samtidig er der slet ingen tvivl om, at der kommer til at være rigtig mange tilskuere på tribunerne, for DTM er en enormt populært serie,” fortæller Jan.

Der forventes alt udsolgt på Oschersleben, og det betyder, at mere end 60.000 mennesker vil sidde parat på lægterne i den kommende weekend. ”Det bliver fantastisk at køre foran så mange mennesker, og jeg er sikker på, at det bliver én af de weekender, som jeg vil huske resten af livet.”

Rent sportsligt har Jan også en god fornemmelse forud for afrejsen mod Tyskland. Udover de erfaringer, som han og teamet høstede, da feltet åbnede sæsonen på Oschersleben tilbage i april måned, fik Jan også lejlighed til at teste på banen i sidste uge, og alt i alt tror han på, at der er muligheder for en god weekend.

”Testdagen i onsdags gik godt. Jeg fik kørt en masse omgange, og tiderne ser fornuftige ud, både på brugte og på nye dæk. Det har hjulpet os at have et klart referencepunkt fra den første løbsweekend, både fordi vi allerede havde en masse viden om, hvordan raceren skulle sættes op, men også fordi vi så kunne sammenholde mine opgangstider og notere os, hvor der stadig er plads til forbedring. Mine bedste omgange var mere end 1 sekund hurtigere end mine tider fra april, så det er tydeligt, at vi har flyttet os.”

De seneste løbsweekender har med al tydelighed vist, at kvalifikationen er ekstremt vigtig. I så stort et felt, som det tyske Formel 4 mesterskab kan mønstre, kan en god kvalifikation være forskellen på succes og fiasko, og Jan kan da også fortælle, at der vil være ekstra fokus på denne svære, men potentielt altafgørende disciplin.

”Vi har længe arbejdet i den rigtige retning, og jeg er slet ikke i tvivl om, at potentialet til noget stort er til stede, men det har før vist sig altafgørende at få kørt en ordentlig kvalifikation, så man ikke skal starte for langt nede i feltet. Udover dygtighed, en hurtig bil og den helt rigtige timing, så kræver det også, at man ikke bliver bremset bag en anden bil eller af et rødt flag – og det sidste er desværre sket lidt for tit indtil nu.”

Både Jan og teamet er topmotiverede og godt forberedte på weekendens udfordringer, og Jan tager afsted med en positiv og optimistisk indstilling. ”Jeg er klar. Fysisk er jeg på toppen, og jeg tror på, at teamet rammer et godt setup på bilen. Med 60.000 tilskuere på plads kan det kun blive en god weekend, og jeg håber, at rigtig mange vil følge med hjemme foran computeren.”