64
64
64
64
64
64

NYHED - 27. February 2015

Jan Jønck indgår aftale med Rapido Travel

Det er med stor glæde, at vi nu kan annoncere en ny samarbejdsaftale mellem Jan Jønck og Rapido Travel. Aftalen har været undervejs i noget tid, men de sidste detaljer er først fornylig faldet på plads.

Aftalen er et resultat af Jans flotte 2014 sæson, som har banet vejen for hans internationale debut i år, og Rapido Travels ønske om at hjælpe og støtte op om nogle af de mange unge talenter i dansk motorsport. Rapido Travel har således taget initiativ til et projekt, som gerne skulle gøre de udvalgte talenters videre færd lidt nemmere.

”Rapido Travel har valgt at støtte det danske talent Jan Jønck, da vi ser en naturlig synergi mellem Formel 4, rejseoplevelser og nærmarkedet Tyskland. Jan bliver en del af vores nye Rapido projekt ”We support our Danish drivers” – her har vi nøje udvalgt 3 åbenlyse talenter i dansk motorsport, som vi forsøger at give en hjælpende hånd. Vi glæder os meget til at følge Jan på hans vej mod Formel 1,” udtaler Martin Bjerg, partner i Rapido Travel, om det nye samarbejde.

Rapido Travel er et rejsebureau med speciale i motorsportsrejser, og udover deres sædvanlige program, som omfatter flyrejser med danske rejseledere til stort set alle løb på Formel 1 kalenderen, arrangerer bureauet i år også en ganske unik rejse til det legendariske amerikanske Indy 500 løb på Indianapolis International Speedway. Som noget nyt har Rapido Travel i år også et enkelt DTM-løb på kalenderen, og her bliver der også mulighed for at opleve Jan og hans racer helt tæt på.

D. 11.-13. september afvikler det tyske Formel 4 felt sin 7. løbsweekend på Motorsport Arena Oschersleben ved Hannover, og ved denne lejlighed fungerer Formel 4 som supportløb for DTM. Rapido Travel og Jan Jønck arrangerer derfor i fællesskab en rejse til denne weekend, og her vil der være mulighed for at komme helt tæt på Jan og hans team og opleve stemningen og dramaet gennem hele weekenden. Nærmere info om denne rejse følger.

Jan er naturligvis rigtig glad for støtten, som han forventer sig meget af. ”Jeg kan kun opfatte det som et stort skulderklap, at Martin og Rapido har udvalgt mig til dette projekt. Jeg kommer i fornemt selskab, og jeg glæder mig over, at både Rapido Travel og jeg forhåbentlig kan få udbytte af projektet. Det betyder meget for mig, at der på denne måde kommer endnu mere fokus på mig og min karriere, og jeg vil gøre mit yderste for at bevise, at de har valgt det rigtige talent til dette projekt,” siger Jan således.