64
64
64
64
64
64
64
64

NYHED - 5. May 2015

Morten Dons skifter team...

Morten Dons stiller til start for University of Bolton-teamet i næste weekends ELMS-løb på italienske Imola og bliver dermed første dansker til at deltage i den nye LMP3-klasse.

Oprindeligt havde Struer-køreren indgået aftale med det spanske AF2 Motorsport, men da teamet endnu ikke har fået en bil leveret, blev der indgået en aftale med det britiske universitets-team i stedet.

- Det er jo brandærgerligt når produktions-tiden bliver forlænget, men heldigvis har mine gode kontakter ved Ginetta-fabrikken hjulpet mig til en anden løsning, så jeg kan komme på banen igen, fortæller Morten Dons, der kommer til at danne par med den erfarne brite, Rob Garofall, der blandt andet har deltaget i LMP2-klassen.

- Det er et top-professionelt team, som både har kørt i WEC-mesterskabet og på Le Mans, så det er erfarne kræfter der står bag. Den tekniske operatør, RLR Motorsport, samarbejder med University of Bolton, som også er det officielle teamnavn. Samarbejdet betyder at dygtige studerende fra universitetet hjælper til med at analysere data og andre tekniske funktioner. I det første ELMS-løb blev teamet nummer tre i LMP3-klassen.

Morten Dons får sin LMP3-debut på den italienske Imola-bane om halvanden uge. Det sker sammen med University of Bolton-teamet. Foto: RLR Motorsport.

Forårets testprogram er for Morten Dons’ vedkommende ikke blevet som planen. Derfor er forventningerne heller ikke i top forud for mødet med den italienske racerbane, den britiske racerbil og de dygtige konkurrenter.

- Det er lang tid siden jeg har siddet i en racerbil, så jeg får nok at se til med at få banket rusten af inden vi skal køre det fire timer lange racerløb. Samtidig skal konkurrenterne ikke undervurderes; for en uge siden gennemførte et af holdene - på andenpladsen - et 24 timers-løb i England med bilen, så både materiellet og evnerne er altså helt i top.

- Men det betyder jo ikke at vi skal køre med halv gas, slutter Morten Dons med et smil.