64
64
64
64
64
64
64
64

NYHED - 5. January 2015

Stor udfordring i vente for Jan Jønck i tysk Formel 4

Den kommende sæson i det tyske Formel 4 mesterskab bliver en stor mundfuld for Jan Jønck og RS Competition, men det er ikke noget, der afskrækker den unge racerkører. Her knap 4 måneder før sæsonstarten glæder Jan sig meget til de kommende udfordringer, og hans forventninger til sæsonen består af lige dele realisme og ambitioner.

”Det bliver en vild sæson. Der er masser at se frem til med baner som Hockenheim, Nürburgring, Red Bull Ring og Spa på kalenderen, og på forhånd vil jeg egentlig ikke fremhæve én bane frem for de andre. Alle kørere taler om Spa som noget helt specielt, men jeg glæder mig faktisk lige så meget til alle de andre. Der er tale om nogle af de store, kendte Grand Prix baner i Europa, og de byder alle sammen på noget helt, helt andet end de danske baner, som jeg er vant til at køre på. Jeg er sikker på, at de hver især bliver en kæmpe oplevelse,” siger Jan om den løbskalender, som i 2015 bringer ham rundt i hele Tyskland med afstikkere til både Østrig og Belgien.

Tallene taler også deres eget tydelige sprog; den længste bane, Jan endnu har kørt løb på, er Jyllandsringen, som byder på ca. 2.300 meter asfalt, mens banerne på Jans 2015 kalender spænder fra 3.696 meter (Motorsport Arena Oschersleben) til 7.004 meter (Spa-Franchorchamps). Flere af banerne ligger desuden i kuperet terræn og byder på væsentlig længere langsider end de danske baner.

Der er flere væsentlige forskelle på den Formel Ford racer, som Jan kørte i 2014, og så den Formel 4 racer, som han i 2015 får som arbejdsredskab. Hvor en Formel Ford racer består af et rørramme chassis beklædt med glasfiber, er Formel 4 raceren bygget i kulfiber. Præcis som en Formel 1 racer er den udstyret med både hæk- og frontvinge, og både monocoque, vinger og alle karrosseridele er konstrueret i kulfiber. Motormæssigt udstyres raceren med en 1,4 liters turbomotor, som yder 160 HK.

”Der er ikke væsentlig flere hestekræfter at gøre med end i Formel Ford, så når vi snakker topfart, er en Formel 4 ikke meget hurtigere. På grund af vingerne går det dog noget hurtigere gennem svingene, og turbomotoren betyder også, at jeg skal udvikle og finpudse min kørestil,” siger Jan om sin nye racer, som også byder på nye udfordringer på det fysiske plan. ”I Formel Ford var jeg ikke udsat for sideværts G-påvirkninger af betydning, men det bliver jeg altså næste år, og derfor er jeg allerede godt i gang med at træne musklerne i min nakke og mine skuldre.”

”Samtidig skal jeg have fundet mig helt til rette med bilen og dens opførsel i de forskellige typer af sving. Turbomotoren har en noget anden karakteristik, end jeg har været vant til, og min kørestil skal afpasses til motorens måde at aflevere sine kræfter på. Jeg skal gerne nå frem til et punkt, hvor jeg føler, at det er mig, der kører bilen – fremfor at det er bilen, der kører med mig.”

2015 bliver den første sæson nogensinde med Formel 4 i Tyskland. Serien afløser i år den tidligere Formel ADAC, og derfor er det ganske svært at sige noget om, hvor hård konkurrencen bliver. Selvom Jan ikke lægger skjul på sine ambitioner, har han også en realistisk tilgang til den kommende sæson. ”Som jeg har sagt før, så bliver 2015 først og fremmest et læreår. Jeg er jo konkurrencemenneske, så naturligvis vil jeg meget gerne vinde, men det primære fokus i år kommer til at ligge på udvikling og læring. Formel 4 er en ny størrelse for hele teamet, og derfor kommer vi alle sammen til at skulle lære fra løb til løb. Når det er sagt, så er det ingen hemmelighed, at hverken jeg selv eller RS Competition har for vane at gøre tingene halvhjertet, og vi har helt klart ambitioner om at vise os frem i den ende af feltet, hvor det sjove foregår.”

Sæsonen skydes i gang på Oschersleben i weekenden d. 25.-26. april, og der er ingen tvivl om, at Jan glæder sig rigtig meget til igen at komme bag rattet på en racerbil. Inden det for alvor går løs, får Jan og resten af teamet lejlighed til at teste materiel og opsætning et par gange, men endnu er det ikke besluttet, hverken hvor eller hvornår, det skal være.

Indtil videre handler de kommende måneder således om at forberede sig så godt som muligt på de forestående udfordringer. Jan kommer til at tilbringe mange timer i simulatoren for at lære de nye baner at kende, den fysiske form skal vedligeholdes, og der skal også arbejdes på det mentale plan. ”De næste måneder bliver vigtige. Vi skal have gjort vores hjemmearbejde så godt som muligt, så vi er klar, når det går løs. Det er svært at spå om, hvad man reelt skal og kan forvente af os, men jeg kan love, at vi hver især vil gøre vores allerbedste. Jeg skal også huske mig selv på bare at nyde det, for sådan en Formel 4 racer er altså en fed maskine. Vi skal nok være klar, og det bliver en vild oplevelse, det er jeg sikker på,” slutter en glad og forventningsfuld Jan.

ADAC Formel 4 - foreløbig kalender for 2015 sæsonen
24/04 - 26/04 Oschersleben
05/06 - 07/06 Red Bull Ring (A)
19/06 - 21/06 Spa-Francorchamps (B)
03/07 - 05/07 Lausitzring
14/08 - 16/08 Nürburgring
28/08 - 30/08 Sachsenring
02/10 - 04/10 Hockenheim