64
64
64
64
64
64
64
64

NYHED - 19. April 2016

Begivenhedsrig weekend for Jan Jønck på Brands Hatch

Hvis det er rigtigt, at modgang gør stærk, så glæder vi os meget til de kommende løbsweekender, for selvom Jan leverede en flot præstation med en meget stejl indlæringskurve på en bane, han ikke før havde kørt på, levede den forgangne weekend på Brands Hatch ikke op til Jans forventninger. 

Sæsonens 2. afdeling af det britiske Formel 3 mesterskab blev afviklet på den legendariske bane i Kent, men det blev på ingen måde den oplevelse, som Jan havde set frem til. På forhånd havde han ellers forventet at kunne tage del i løjerne i top 10, men omstændighederne ville det anderledes, og Jan vendte hjem med en 11. plads, en 12. plads og en DNF. 

”Jeg vidste godt på forhånd, at der ville være nok at se til,” siger Jan, som blot havde 2 træninger á 1 time til at få banen ind under huden, før det gik løs med lørdagens kvalifikation. ”Men jeg har kørt masser af omgange i simulatoren, og jeg følte mig egentlig ganske fortrøstningsfuld, da vi ankom til banen.” 

De 2 træninger blev begge afviklet på en våd bane, og da kvalifikationen blev kørt i tørvejr, betød det, at Jan nu for første gang skulle ud på slicks. ”Det var noget af en opgave at skulle finde banens grænser i løbet af en kvalifikation. Bremsepunkter og ideallinjer er markant anderledes, når banen er våd, så jeg var under et stort pres, ikke mindst tidsmæssigt,” fortæller Jan. 

Kvalifikationen varer blot 20 minutter, og gav kun Jan mulighed for 10 omgange, da kvalifikationen også blev afbrudt af to røde flag. Jans bestræbelser rakte til en 16. plads på gridden, og det var en præstation, som førte til masser af rosende ord fra teamets kørercoach Daniel McKenzie. ”Du skal være stolt af din præstation,” sagde han til Jan umiddelbart efter kvalifikationen. ”Dækkene peaker efter 3-4 omgange, og da det her er dine første omgange på slicks, kan din indlæring på ingen måde peake lige så hurtigt.” 

I weekendens 1. heat leverede Jan en fin præstation, som bragte ham fra 16. pladsen til 11. pladsen. Han holdt sig ude af den ballade, som ofte opstår i starten af hvert heat, og med stabil og velovervejet kørsel avancerede han 5 pladser over de 16 omgange, som løbet varede. ”Bilen er god, og jeg føler, at jeg er ved at have styr på banen,” sagde Jan efter det første heat. ”Desværre nåede jeg ikke helt op i top 10, men jeg er fint tilfreds med det avancement, som jeg leverede. Jeg glæder mig til at se, hvad det kan blive til i heat 2.” 

Det blev søndag formiddag, og tiden var kommet til weekendens 2. heat, hvor Jan skulle starte fra 11. pladsen. Igen kom han fornuftigt fra start og holdt sig ude af balladen i det første sving, men senere på omgangen gik det galt. Foran Jan kørte 2 konkurrenter sammen, og for ikke at ramme dem måtte Jan en tur ud i græsset. Da han vendte tilbage til asfalten befandt han sig på 12. pladsen, og her blev han løbet ud. ”Det var ret frustrerende at hænge fast dernede, for jeg var tydeligvis hurtigere end de 2-3 forankørende. Desværre er der ikke ret mange oplagte steder at overhale her på banen. Det er smadder ærgerligt at jeg måtte en tur af banen på 1. omgang, for ellers havde jeg været i top 10,” sagde en skuffet Jan efter løbet. 

Weekendens sidste heat blev en dramatisk affære. Jan startede løbet fra 16. pladsen, og allerede på 1. omgang blev han påkørt af en konkurrent. Påkørslen kostede Jan en punktering og en tur i pitten, og pludselig var han distanceret med en omgang. På løbets 4. omgang crashede 2 af de andre kørere imidlertid så voldsomt, at løbet blev afbrudt, og det gav Jan muligheden for at komme tilbage i løbet – en mulighed, som han umiddelbart så ud til at udnytte optimalt. Således avancerede han lynhurtigt 4 pladser, da løbet blev genstartet, og han havde nu rigtig god fart i bilen. 

Desværre gik det galt, da han satte et angreb ind på den samme konkurrent, som tidligere havde påkørt ham. ”Jeg dykkede indenom ham ind i svinget, men han havde tilsyneladende slet ikke set mig,” beretter Jan om hændelsen, som sendte ham ud af løbet. ”Han pressede mig op over curben, som desværre er så høj, at den smadrede frontvingen på min racer.” Uden downforce på bilens forende kunne Jan ikke dreje ind i det efterfølgende sving, og hans løb sluttede, da han kørte af og ramte ind i dækbarrieren. 

En ærgerlig og frustrerende måde at slutte weekenden på, men Jan fokuserer heldigvis på de positive aspekter ved en weekend som denne. ”Ingen tvivl om, at vi havde sat næsen op efter mere end dette. Jeg tror egentlig også, at vi har bilen til at køre i top 8, men det kræver en solid indsats i kvalifikationen. Med så korte heats og så megen infight nede i feltet, så er det simpelthen ikke muligt at køre sig op ret langt nedefra. Nøglen til succes ligger helt sikkert i at lave en god kvalifikation, så det skal vi fokusere på i de kommende afdelinger. Jeg er topmotiveret og sikker på, at vi kan levere bedre resultater end det her.” 

Næste gang, Jan skal i aktion, bliver d. 30. april – d. 1. maj, når BRDC F3 feltet besøger Rockingham Speedway.