64
64
64
64
64
64

NYHED - 26. August 2016

Godt forberedt til sidste halvdel af sæsonen

Under en uge efter at have afviklet sit årlige arrangement, Struer Racing Festival, er Morten Dons tilbage i racerbilen for at deltage i fjerde afdeling af European Le Mans Series. Denne gang er motorsportscirkusset rejst til Circuit Paul Ricard, ikke langt fra Marseille. Og det er er en godt forberedt struerbo, der sætter sig bag rattet på den hurtige Ligier JS P3 LMP3-racer.

Allerede onsdag mødtes Morten nemlig med RLR mSport-teamet på den sydfranske racerbane for at teste opsætning og få banen helt ind under huden. Og den investering kan hurtigt vise sig at betale sig, ikke mindst for Morten:

- Indtil nu har vi ikke haft mulighed for at udnytte testmulighederne lige op til et løb, men da teamet har udskiftet den ene af mine medkørere, gav det god mening at investere i sådan en dag. Både for at give ham det optimale udgangspunkt til løbet, så han føler sig tryg ved bilen - og mindst lige så meget for at vi kan få 100% styr på opsætningen af bilen inden selve løbsweekenden starter. Det bør give udslag i vores resultater, siger Morten Dons.

Den nye medkører er britiske Tony Wells, en i England anerkendt gentleman driver, der allerede har slået sine folder i den Europæiske Le Mans Serie tilbage i 2014. Dengang i en hurtigere LMP2-bil, så Morten glæder sig til at køre race med sin nye makker:

- Tony er en dygtig og stabil kører, så jeg tror at det kan give os et lille boost. Som førstekører skal jeg jo gerne være den hurtigste mand i bilen, og det kan sagtens være at dén margin bliver lidt mindre. Men det er fedt - den interne konkurrence er vigtig for dynamikken i teamet. Uanset hvad kæmper vi jo for det samme, nemlig at stå øverst på skamlen…

Løbsweekenden starter officielt fredag formiddag med den indledende træningssession. Søndag efter-middag køres det fire timer lange løb, som kan følges på Motors TV og hjemmesiden www.europeanlemansseries.com.