64
64
64
64
64
64

NYHED - 18. July 2017

Vi skal holde tempoet oppe..!

Efter at have vist sit værd over for toppen af international motorsport på Le Mans-banen i sidste måned, er Morten Dons i den kommende weekend tilbage i sin Ligier LMP3-racer for RLR Msport. Tredje afdeling af European Le Mans Series på Red Bull Ring i Østrig er på plakaten, og Morten Dons håber at holde fast i den positive udvikling fra Le Mans:

- Vi fik bevist en masse på Le Mans, ikke mindst for os selv, da vi kunne være med i toppen af feltet i de to Road to Le Mans-løb. Det var en stor oplevelse, som har boostet hele teamet og ambitionen om at komme til tops. Vi havde en god speed i bilen, og jeg håber at vi kan tage nogle af de læringer med til Østrig.

Sidste år deltog RLR Msport og Morten Dons også på Red Bull Ring, der, som navnet antyder, er ejet af koncernen bag den populære energidrik. Banen er blandt Europas flotteste og bedst vedligeholdte, og Morten ser frem til at komme tilbage til banen, hvor han sidste år kom i mål på en 15. plads:

- Det er ikke sådan et resultat, vi kommer efter denne gang - vi skal gerne være helt tæt på pokalerne fra nu af og sæsonen ud. Jeg ved at det kan lykkes for os; men fire timer er stadigvæk lang tid på en racerbane, og konkurrencen er sindssygt hård i LMP3-klassen.

- For at være med i toppen af feltet kræver det hårdt arbejde med konstant at optimere bilen - og kørerne. Der er andre teams som er bedre stillet økonomisk, men det er kun med til at gøre det endnu vigtigere at vi arbejder målrettet på at forbedre os hver dag.

Løbet på Red Bull Ring bliver vist på Motors TV samt online på www.europeanlemansseries.com/en.